Netflix & Chills: 10 Halloween-udgivelser fra Netflix

Netflix er klar med nye udgivelser til Halloween-sæsonen – og der er noget for alle aldersgrupper. Der er både en hyggelig familiekomedie om monsterbekæmpelse og en nådeløs gyserserie, som kan skræmme de voksne – og alt midt i mellem.

The Babysitter: Killer QueenTilgængelig nu

Denne efterfølger til gyserkomedien ‘The Babysitter’ er allerede tilgængelig.

To år efter hovedkarakteren Cole (spillet af Judah Lewis) overlevede blodbadet fra den sataniske kult i forgængeren, er han nu stadig hjemsøgt af sine traumer. Han tager med Melanie (spillet af Emily Alyn Lind) med ud til en sø for at glemme fortiden. Her begynder der at dukke uventede fjender op, som inviterer til endnu et blodbad.

Hvis du virkelig skal gyse igennem, er det nok ikke ‘The Babysitter’ eller denne efterfølger, du skal se. De er i lige så høj grad komedier, som de er gysere. Men de vil formentligt være velegnet at se, hvis du skal have en filmaften i selskab med grinebidere, som ikke har noget imod splat – og som ikke har noget imod at hovedkaraktererne er teenagere.

The Paramedic (El practicante) Tilgængelig nu

Da Ángel en dag er udsat for et trafikuheld, bliver han hårdt kvæstet, og hans personlige liv begynder at smuldre. Det får en konflikt mellem ham og hans partner Vane til at eskalere.

Denne spanske film har et mørkt tema med uhyggelige konflikter. Men det skal understreges, at det i højere grad er en drama-thriller, end det er en reel gyser. Ikke desto mindre kan den intimiderende Ángel godt få én til at gyse i takt med at utilregneligheden forstærkes, og konflikterne optrappes.

Ratched – Tilgængelig nu

Sygeplejerske Milred Ratched (spillet af Sarah Paulson) bliver i 1947 ansat på et psykiatrisk hospital, hvor der bliver foretaget gyselige eksperimenter med mennesker. På overfladen er Ratched den ordentlige og disciplinerede sygeplejerske. Men som tiden går, ser vi hvordan hendes ondskabsfulde væsen skabes og praktiseres.

Denne nye serie om Ratched er et spinoff af filmklassikeren fra “One Flew Over the Cuckoo’s Nest” med Jack Nicholson i hovedrollen. Ratched fungerer som forgængeren, hvor vi ser hvordan den onde sygeplejerskes væsen skabes, inden hun kommer til “Gøgereden”.

Hele første sæson af Ratched er tilgængelig. Sæson 2 er allerede under udvikling.

Oktoberfest: Beer & Blood (Oktoberfest 1900) – Tilgængelig 1. oktober

Året er 1900 i München. Da en rigmand med fordægtig fortid ankommer til Münchens Oktoberfest med sin datter, insisterer han på at åbne sit eget bryggeri. Datteren forelsker sig i arvingen til det rivaliserende bryggeri, hvilket gør fremtiden truet for begge familier.

Selv om denne tyske mini-serie, på seks afsnit af cirka 48 minutters varighed, omhandler den ellers løsslupne og glade oktoberfest, er der ikke meget liv eller glade dage for karakterernes konflikter. Deres Oktoberfest er nok mere præget af blod end af øl.

Hubie HalloweenTilgængelig 7. oktober

Hubie Dubois (spillet af Adam Sandler) har sat sig for at passe på byens borgere til årets Halloweenfest. Den ambition kommer dog på prøve, da borgere begynder at forsvinde på mystisk vis, mens Hubie er sikker på at der er rigtige monstre på spil.

Som handlingen og hovednavnet Adam Sandler antyder, er Hubie Halloween rigtigt nok en komedie. Der er ikke meget gys at hente her, så den kan sagtens ses af lidt større børn.

The Haunting of Bly ManorTilgængelig 9. oktober

Her har vi med ægte gys at gøre! Hvis du allerede har set The Haunting of Hill House, ved du hvilket niveau af gys, vi kan forvente ved den nye The Haunting of Bly Manor. Mike Flanagan er den primære skaber af begge serier, og der drages tydelige paralleller i æstetisk stil, såvel som i titlen.

The Haunting of Bly Manor er dog hverken en efterfølger eller forgænger. Det er en selvstændig historie med andre karakterer.

Denne gang er vi i Englands 1980’ere. Henry Wingrave (spillet af Henry Thomas) ansætter en barnepige til at tage sig af sin forældreløse nevø og niece på Bly Manor. Men hundrede år gamle mysterier og hemmeligheder fra huset venter på at blive afsløret – og de kommer krybende.

A Babysitter’s Guide to Monster HauntingTilgængelig 14. oktober

Her har vi at gøre med en familiekomedie om monsterjagt.

Vi følger Kelly (spillet af Tamara Smart), som modvilligt går med til at babysitte Jacob (spillet af Ian Ho). Kelly bliver rekrutteret til et hemmeligt internationalt samarbejde i at beskytte børn mod monstre. Hun kommer til at samarbejde med teknologiske genier, væsen-eksperter og eliksir-mestre for at beskytte Jacob og andre børn mod de onde monstre.

Denne nye film er baseret på første del af Joe Ballarinis bogserie af samme navn ‘A Babysitter’s Guide to Monster Haunting’.

Unsolved Mysteries: Volume 2Tilgængelig 19. oktober

Nu kommer anden del af sæson 1 i dokumentarserien om mystiske uopklarede hændelser. I seks nye afsnit om uforklarlige hændelser, ser vi familiemedlemmer til pårørende, detektiver og journalisters entusiasme om at få opklaret mærkværdigheder, som aldrig blev fuldendt.

Hver enkelt afsnit følger en ny og unik historie om mennesker som med al længsel søger at finde svar. Her er ingen skuespillere med – kun mennesker, som higer efter afklaring.

Rebecca Tilgængelig 21. oktober

I denne romantiske thriller følger vi Mrs. de Winter (spillet af Lily James), som er nygift med Maxim de Winter (spillet af Armie Hammer). Mrs. de Winter flytter ind hos sin nye mand, hvor han før boede med sin afdøde ekskone, Rebecca. På trods af hendes død, oplever Mrs. de Winter at Rebeccas sjæl lever videre i hjemmet, hvilket både frustrerer og skræmmer hende.

Rebecca er oprindeligt baseret på Daphne du Mauriers’ roman af samme navn fra 1938. Kun to år efter (1940) instruerede Alfred Hitchcock den første filmatisering. Yderligt 80 år efter har Ben Wheatley instrueret denne moderne filmatisering af den både romantiske og mystiske historie.

Kadaver Tilgængelig 22. oktober

Denne norske gyser af den unge instruktør Jarand Herdal, ser særdeles lovende ud.

Vi befinder os i et dystopisk univers, hvor der for nyligt har været en atomkatastrofe. Det får nogle lokale hotelejere til at afholde en begivenhed, som skal aflede tankerne fra katastrofen og dens følger. En maskerade-begivenhed, hvor deltagerne konstant bevæger sig i grænselandet mellem angst og løssluppenhed – mellem useriøs leg og fatal vanvid.

Skriv en kommentar